Små stillebens på væggen

Jeg er vild med alle de smukke, sjove, vilde og finurlige stillebens man ser rundt omkring. Især i boligbladende, og det vidner jo om en tendens, der ikke er til at komme udenom. I sidste uge tænkte jeg så, at tiden var kommet til at få lidt flere ind i vores eget hjem, men men men… hvordan gør man lige det, når man ikke har særlig meget afsætningsplads? På væggen, selvfølgelig.

Personligt er jeg ret tosset med gallerivægge, og jeg er for længe siden startet på én herhjemme – det kniber bare lidt med mængden af billeder. Derfor tænkte jeg, at det måske var en idé at supplere op med små stillebens. Så det har jeg gjort. Og jeg har brugt disse vægkasser fra BOXdeLUX, som jeg synes er superfede pga. den klare akryl.

Billederne fra BOXdeLUX’s hjemmeside er inspirerende i sig selv, men jeg har i stedet valgt at bygge min vægdekoration op omkring planter og keramik. Det fungerer rigtig fint, og jeg er vildt glad for resultatet.

Akryl eller træ?

Vil du selv ha’ vægkasser op, så stiller du garanteret det samme spørgsmål som mig: “Skal det være kasser i akryl eller i træ?” – og svaret er lidt diffust, hvis du spørger mig. Det handler nemlig både om personlig smag, men også om den indretning, der er i hjemmet i forvejen.

Hos os faldt valget på akryl, fordi vi har en ret minimalistisk indretningsstil og generelt er mest til stål, glas, sort og hvid. Blandet med lidt grønt fra planterne selvfølgelig. Samtidig følte jeg, at de klare akrylkasser fyldte mindre på væggen rent visuelt, og da vi ikke har så mange kvadratmeter, så gav det mening i mit hoved.

Samtidig er der noget superlækkert over træ, og det naturlige look passer godt ind i mange nordiske hjem. Og der findes jo et væld af modeller på markedet idag – både enkelte kasser som dem jeg har brugt, men også nogle med 2, 3 og 4 rum i. De kan jo bruges som deciderede vægreoler, hvor kasserne i akryl mest egner sig til pynt.

Én eller flere kasser?

Når beslutningen om materialet er taget, så kommer spørgsmålet ang. antallet af kasser. Jeg købte 2 stk i to forskellige størrelser, fordi jeg synes, det giver et dejligt liv til væggen. Men hvis man søger inspiration enten på nettet eller i magasiner, så synes jeg egentlig, at man kan se, at det fungerer rigtig fint både med en enkelt kasse og med mange forskellige kasser. Så det må være en smagssag.

Camilla Skøtt